Om alvorens oprigtighed

Det flydende i tiden er umuligt at håndtere. Derfor disse forsøg på at gribe et øjeblik. Hver gang er det et nyt forsøg, hver gang er forsøget mislykket. Teksternes latterlige rester vil her ligge og ligne (hvad?). Det er en skrift der er tydeligt inspireret af digteren Lars Skinnebachs Øvelser og rituelle tekster, som jeg, aller ydmygest, ser som en invitation til netop disse skriveforsøg (som samtidigt, i al deres vilkårlighed, er noget helt andet). Fordi der ligger en spørgen til tingene og de grundlæggende vilkår for vores måde at læse og skrive verden på. Så vær velkommen til syn i disse klovnerier. Af statens kærligste: wowow!
7. digt (med lukkede øjne)

hver række af
bløde bakker
af stille skridende bakker
af sand
sandet imellem de bare tæer de
er bare klynger og klumper og
nu er der vinden som prikker i huden
som bruger sandskorn mod
kinderne
jeg
var i din favn jeg
drømte om tutankhamoins
ældste glas fra ørknerne jeg
åg
ak
det var
ikke fordi sandet
fladt og under metoeor
tror du ikke jeg ved
sandet er flygtigt
som hænders bevægelserr

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på: Kommentarer til indlægget (Atom)