Om alvorens oprigtighed

Det flydende i tiden er umuligt at håndtere. Derfor disse forsøg på at gribe et øjeblik. Hver gang er det et nyt forsøg, hver gang er forsøget mislykket. Teksternes latterlige rester vil her ligge og ligne (hvad?). Det er en skrift der er tydeligt inspireret af digteren Lars Skinnebachs Øvelser og rituelle tekster, som jeg, aller ydmygest, ser som en invitation til netop disse skriveforsøg (som samtidigt, i al deres vilkårlighed, er noget helt andet). Fordi der ligger en spørgen til tingene og de grundlæggende vilkår for vores måde at læse og skrive verden på. Så vær velkommen til syn i disse klovnerier. Af statens kærligste: wowow!
8. digt (med lukkede øjne)

flakse flakse
vingerne var sprækkerne
til himmels
faldt vi
uden klange klyngebomberne klynge klynge
klyngehuse
stod samvittighedsguldt og ligesom rørte
ved hubBSWB SW
SUAWSW ARWNBUBFWE U AnrKWEBW
r ujjw jybbw giksw
dAR U SWRRW BWSDksaeyn swrrw
swrrw
klBFAINNW Dks
unis æhbwa ysaoeubf
vkinarweotbrwr
jBR
U U BLOMSTERNES KANT
U DET MASTE SPROG
VI MASTE SPROG
UD AF LUNGERNE LYRTTEDE TIL
LUNGERNE FOR AT LYRRWE
LYTTE TIl
de disede samtaler
ligesom indefra
det rørte
det langsomt mere og mere normale
u føkekseb dagregn
og glimmer
du folder mine
muskler ud
af øjne

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på: Kommentarer til indlægget (Atom)