Om alvorens oprigtighed

Det flydende i tiden er umuligt at håndtere. Derfor disse forsøg på at gribe et øjeblik. Hver gang er det et nyt forsøg, hver gang er forsøget mislykket. Teksternes latterlige rester vil her ligge og ligne (hvad?). Det er en skrift der er tydeligt inspireret af digteren Lars Skinnebachs Øvelser og rituelle tekster, som jeg, aller ydmygest, ser som en invitation til netop disse skriveforsøg (som samtidigt, i al deres vilkårlighed, er noget helt andet). Fordi der ligger en spørgen til tingene og de grundlæggende vilkår for vores måde at læse og skrive verden på. Så vær velkommen til syn i disse klovnerier. Af statens kærligste: wowow!
8. digt (med lukkede øjne)

drenge i kan ikke blive
 ved med at stå på kanten
af jeres urolige ensomhed
flugt glyt glyv
med det virvar vi folder
til åbne døre
til vi ikke kan
folde dem mlængere ud end den folde ørken
her var så varmt nu er her så koldt, køligt
som om vi var fjerne
i hinanden
stod der et lysende lys og var lyst?
jeg tænkte mine tanker
som om
de var
mine tanker