Om alvorens oprigtighed

Det flydende i tiden er umuligt at håndtere. Derfor disse forsøg på at gribe et øjeblik. Hver gang er det et nyt forsøg, hver gang er forsøget mislykket. Teksternes latterlige rester vil her ligge og ligne (hvad?). Det er en skrift der er tydeligt inspireret af digteren Lars Skinnebachs Øvelser og rituelle tekster, som jeg, aller ydmygest, ser som en invitation til netop disse skriveforsøg (som samtidigt, i al deres vilkårlighed, er noget helt andet). Fordi der ligger en spørgen til tingene og de grundlæggende vilkår for vores måde at læse og skrive verden på. Så vær velkommen til syn i disse klovnerier. Af statens kærligste: wowow!
21. digt (i én vejrtrækning... nej. to)

det er en skulpturel forestilling
at have dine
fingre glemt inde i dine
fingre som så

tager et landskab ud af min
mund med en guldalder
[åndedræt]
som du kan
med dine fingre
i de glemte gemte gloede
du også ned af cykelstierne
fordi der var nogen
som kørte
ned af cykelstierne
og væk