Om alvorens oprigtighed

Det flydende i tiden er umuligt at håndtere. Derfor disse forsøg på at gribe et øjeblik. Hver gang er det et nyt forsøg, hver gang er forsøget mislykket. Teksternes latterlige rester vil her ligge og ligne (hvad?). Det er en skrift der er tydeligt inspireret af digteren Lars Skinnebachs Øvelser og rituelle tekster, som jeg, aller ydmygest, ser som en invitation til netop disse skriveforsøg (som samtidigt, i al deres vilkårlighed, er noget helt andet). Fordi der ligger en spørgen til tingene og de grundlæggende vilkår for vores måde at læse og skrive verden på. Så vær velkommen til syn i disse klovnerier. Af statens kærligste: wowow!
6. digt (med lukkede øjne)

gro i det
fine i dine
lange lange drag med
hænderne som
gfugle jeg var
ui hænderne som fugle
og de trak
i en præcis
i et sted der fandtes
som alle virkelige bevægelser i huden i
det dybeste af alt var det virkelig det
dybeste af alt
jeg vågnede og havde
stået længe
i det hele i dette nu
jeg stirrede
igennem mine øjnelåg
fra den mdsatte side
lad os sige
udefra

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på: Kommentarer til indlægget (Atom)