mars #2

kender ikke
vinden

kender ikke
alting

stejlt
størknet
kløft

kender farver
kender farverne

kender ikke
luften

lungerne
kender ikke

hav
havet

kender
farverne

kender dem

mars #1


der ligger en masse sten
foran bjergene

klipper og sand
sten og sten

mit lille øje på overfladen
mine små grå øjne

under himlen
er de samme/er den samme

27. digt (i én vejtrækning)

træk vejret ind i dine øjne
det er en begyndelse
på at lade luften
i dine øjne
stå i
dine
øjne
og fortsætte med at
et sus

26. digt (i én vejrtrækning)

først var der de store plæner
de lange vandringer

udenfor drivhusene

først var der planterne
de lange vandringer

bag glasset

først
i gråd som tårne

25. digt (i ét åndedrag)

der falder en blå
ud

i de grønne

lydene er mere lige til

vi var der

i vores vores
bistader

stryg mig blidt på mine hår og kald det kærtegn

24. digt (i én vejtrækning)

glem det hele nu nu glem det hele vi startede
forfra for ikke at
forstyrre
det enkle liv livet
er der noget som at glemme en gemt ting
der er noget der kunne
skjule det der lys i dine øjne
hvad?
vi genstartede lige os selv
i et håbløst
i et åndedrag

10. digt med lukkede øjne

der var tusinde kyster i denne ene forsimplede kyst
der var fyldt med sine små
små små
altså stenene strakte sig ind i deres nedslidning
vi nedslog os i et lille hjørne af verden
hvor vores hænder kunne vokse
og vokse
vores arme den måde huden blev nere detaljheret
de hlatte sikstrpåker
ig sjivbybdebes grp
de glatte solstråler
og denne skovbundenes grå
vi var tusinde kyster i dette ene hav

9. digt (med lukkede øjne)

enhver kan knuse sit eget salt
mine tårer er øjne bag lukkede døre
der spiller i elmenesl, egenes,
firsugtuge slsætninger i brudstykker
brudt af det tabse
der synger i neglene
vinden er kulden
og alle fugles fløjt
er black eues no
summer jag en flamme
ind i din sjæl hvis dine birke skal træde
ind i din barndoms snerige skove.

8. digt (med lukkede øjne)

drenge i kan ikke blive
 ved med at stå på kanten
af jeres urolige ensomhed
flugt glyt glyv
med det virvar vi folder
til åbne døre
til vi ikke kan
folde dem mlængere ud end den folde ørken
her var så varmt nu er her så koldt, køligt
som om vi var fjerne
i hinanden
stod der et lysende lys og var lyst?
jeg tænkte mine tanker
som om
de var
mine tanker

23. digt (i én vejrtrækning)

der er hele tiden en ny
fødsel
fødsel der betragter
vores grønne lykke
grønne lygte lys
mig i panden som et lys
der falder på manden
der kalder på panden

22. digt (i én vejrtrækning)

jeg sidder selv på den anden
side står i dine
øjne er der noget jeg kan
finde i dem som
en sten i hjertet af en sten
en ædel
tanke der er vokset
ud igennem tankens hud
jeg tænker selv
på dine tanker

21. digt (i én vejrtrækning... nej. to)

det er en skulpturel forestilling
at have dine
fingre glemt inde i dine
fingre som så

tager et landskab ud af min
mund med en guldalder
[åndedræt]
som du kan
med dine fingre
i de glemte gemte gloede
du også ned af cykelstierne
fordi der var nogen
som kørte
ned af cykelstierne
og væk

20. digt (i én vejrtrækning)

første gang skrev jeg
i en time og kunne
skrive om foråret flå
sig om foråret forme en formue
af horisonter som
sneen der skjulte vores udsigt i
perler, i krystal, i kulde

19. digt (i én vejrtrækning)

fortovscaféen streger
arme ud i lette
kopper i
lette lette
knopper på kirsebærtræet
var jeg ingen?
var jeg ingens verden
jeg var ens overalt

8. digt (med lukkede øjne)

flakse flakse
vingerne var sprækkerne
til himmels
faldt vi
uden klange klyngebomberne klynge klynge
klyngehuse
stod samvittighedsguldt og ligesom rørte
ved hubBSWB SW
SUAWSW ARWNBUBFWE U AnrKWEBW
r ujjw jybbw giksw
dAR U SWRRW BWSDksaeyn swrrw
swrrw
klBFAINNW Dks
unis æhbwa ysaoeubf
vkinarweotbrwr
jBR
U U BLOMSTERNES KANT
U DET MASTE SPROG
VI MASTE SPROG
UD AF LUNGERNE LYRTTEDE TIL
LUNGERNE FOR AT LYRRWE
LYTTE TIl
de disede samtaler
ligesom indefra
det rørte
det langsomt mere og mere normale
u føkekseb dagregn
og glimmer
du folder mine
muskler ud
af øjne

18. digt (i én vejrtrækning)

i i virkeligheden sker
det for langsomt
pilen er gået
i land og jeg har
flugtet med det følsomme
ægte, det autentiske what
du kunne lukke fugle
ind under huden

 17. digt (i én vejrtrækning)

høst ingen andre
end dine
fingre der
stikker
igennem ord
der slikker sig igennem
fingrene i fingrene
fra disse hænder
falder træer
ud af deres blade

16. digt (i én vejrtrækning)

skummer du
også som
fedt
i
den samtale der
sled
i mine fingre
i en afbrudt
skygge i et afbrudt
mørke
skummer
dine fingre
i det mørke

15. digt (i én vejrtrækning)

jeg står undr
gulvet og
råber om de
store voldsomme
bølger
der
slog
et hul
ind
i tankerne
og nu
står under
gulvet
og skummer
så fedt

14. digt (i én vejrtrækning)

inde i solen slog
en rude
pludselig hul i det
hele og tegnede
en linje på kanten
af dine læber
der dansede sammen
med skyggerne
mørket

13. digt (i én vejrtrækning)


spilde din dag
på at jage
en dag
der er spildt
bag forpligtede
skæbner

12. digt (i én vejrtrækning)

samtalerne sagde du
var en måde
at føre
sig selv videre
i kløfter af statens
langsomme
bemærkningen kunne
ikke lige finde ud
af det hele
af sig selv
som den var
i sig selv

11. digt (i én vejrtrækning)

men
jeg løb
ingen steder jeg
lod
øjnene løbe
et sted
af sted
mod
det virkeligt langsomme systemerne
der står i det stejle
stejler stejlt
ved at modstå
den mindste forvandling
dine mindste forvandlinger er
at tro på de mindste detajler
i solen

10. digt (i én vejrtrækning)

tror du ikke jeg
ved
sandets bevægelse
som fingre igennem hår
år at jeg ikke kan se
dine fingre i morgenen
lyse i morgenen
hvad er der mere?
at drikke kaffe i stilhed
spise en lakrids, løbe
mod biblioteket

9. digt (i én vejrtrækning)

om morgenen
vågner jeg tre gange
jeg vågner
og lægger mig
tilbage
et sted i
i drømmene
og vågner
imellem øjnene
trætte
og kærlige
er du kærlig
i de mindste detaljer

7. digt (med lukkede øjne)

hver række af
bløde bakker
af stille skridende bakker
af sand
sandet imellem de bare tæer de
er bare klynger og klumper og
nu er der vinden som prikker i huden
som bruger sandskorn mod
kinderne
jeg
var i din favn jeg
drømte om tutankhamoins
ældste glas fra ørknerne jeg
åg
ak
det var
ikke fordi sandet
fladt og under metoeor
tror du ikke jeg ved
sandet er flygtigt
som hænders bevægelserr

 8. digt (i én vejrtrækning)

og andre ser
glasskårene som
aldrig før
i deres
forvandling fra den
mindste
dyne, den mindste
klitrække mod havet

6. digt (med lukkede øjne)

gro i det
fine i dine
lange lange drag med
hænderne som
gfugle jeg var
ui hænderne som fugle
og de trak
i en præcis
i et sted der fandtes
som alle virkelige bevægelser i huden i
det dybeste af alt var det virkelig det
dybeste af alt
jeg vågnede og havde
stået længe
i det hele i dette nu
jeg stirrede
igennem mine øjnelåg
fra den mdsatte side
lad os sige
udefra

5. digt (med lukkede øjne)

frist ikke mine
ustyrlige længsler
nej
kast
dine ustyrlige lammelser
bagud til
selv virvaret
i staternes forvandlng
deres meningsgulde fusioner
med morgenens
lette servering:
grødfx. rristet brød
lidt let
at spise let at klynke sine håb
henover
jorden
der hænger en tråd
i de mindste detajler
og glemmer

7. digt (i én vejrtrækning)

hvem var det
der klatrede hen
i dit billede som
slog sig
i de
statslige
sange som
andre
ikke kunne
finde en retning som
nu
denne koncert
med dine læber
jeg blæser
med koret

4. digt (med lukkede øjne)

er der intet
at gøre der
der var
du igen
som om du
åbe åbnede hver eneste rift
spilterne i gulver
meælem mine fædder og
gulvert
fremtiden
fuldes af maskiner til metroen
åbner en
ny
stræm
vil du åvne
en ny strøm
i mine længsler

6. digt (i én vejrtrækning)

greb jeg bare tiden
elskede var det
bare tiden jeg
var i vejen
fordi vores
negle sang gennem
nætterne natten
slog om mine
pander panden
sveden
dine
negle
graver
et
sted
i
min
hud

5. digt (i én vejrtrækning)

for meget mere lys
lange luftige
tag i lyset har du
taget vores
rejsninger vores alvor
lige satsninger
på de fjerne
måder er organisationen
det vigtige
led

2. digt (på et ben, en bevægelse)

overvej aldrig forsynings
linjerne vinen vi drak
drak vi langsomt
kun dine kinder
gav efter for længslerne
jeg
var det første sted
du ikke fulgte
nysgerrigheden
slog
anstalterne i fjerde slag
vi lagde os i markerne
og gjorde tegn
til markerne
om at lyse i markerne

3. digt (med lukkede øjne)

i den kyst stod
vi vi stod
i vindene og gjorde vindene
lette i vores luft i i
åndedrættet slog fra
mund til mund og svimlede
fer i de
seneste hænderlser
hænder har du
min hånd slået ud af sin retning
jeg
har mødt de lysende øjne i øjne

4. digt (i én vejrtrækning)

jeg er urolig
for tiden
det er
ikke bare
uroen
det er også
udsigten til de grå
himle dine himle
i dine fingre jeg
kan holde dem
imellem mine læber

1. digt (på et ben, en bevægelse)

hold balancen imellem
de fineste gulv
brædder bredden
på mine fødder
gør dine daglige erhversdrivende
erhversdrivende fak et forlatterligt
ord ordene ordner sine systemer
for at vise
samfund og stat sine
aller største dannede
statuer strenge og store
håb er at klynge
det ligegyldigt til jorden

2. digt (med lukkede øjne)

flygt ikke i disse dage
jeg jeg var i  en nær
i en nær fremtid fra dine første læber
jeg var et forbrug af nye øæjne
men mine stater, mine ælande kunne ikke
klare disse
disse, de
slog sig sammen med dine og klargjorte kredsløbet
til ydmygelse i de største

3. digt (i én vejrtrækning)

det var i den
yderste kyst du slog
en sten af stenene
jeg gav dig finger
ved udsigten til
en lysende fremtid gav
du mig et håb at skjule
mine nederlag i
mine fremtider

2. digt (i én vejrtrækning)

vi samlede de
øvrige gåder til
syneladende var
de de var en
måde at skrive
og samtidigt rette hver
brændende

1. digt (med lukkede øjne)

hvis jeg ville
 kune jeg lukke disse stater
staters disse dræbende
og i virkleig
heden er et alvor
ligt mellem
dine ben trak drak jeg
lange tåre af de tørre
ørkner ti linjer må være til dig dig
på stærenes berkostning
jeg skyder i blinde

1. digt (i én vejrtrækning)


jeg skriver på
på de fineste hår
i dine drømme
kastet ind
i mine flammende
fingrene var
en måde at samle
på opdragelsens
anstalter

wow, jeg har købt en pose peanuts. De smager salt.